Psykologhuset Kognitivt Fokus blev etableret som praksisfællesskab i 2005.
Gennem hele min karriere har jeg arbejdet med den kognitiv adfærdsterapeutiske tilgang som mit psykoterapeutiske fundament.
I dagligdagen beskæftiger jeg mig meget med temaer som angst/OCD, kriser, stress, depression, personlighedsforstyrrelser og lavt selvværd. Det er områder, som jeg også i tidligere ansættelser indenfor eksempelvis hiv, misbrugsbehandling og selvmordsforebyggelse har opbygget stor erfaring med.
Arbejdsområderne ligger typisk i forhold til individuel behandling, supervision og undervisning.
I arbejdet med eksempelvis angst- og depressive tilstande, er jeg blevet tiltagende opmærksom på, hvordan de måder, man tænker på, kan være vedligeholdende for tilstandene. Det har været medvirkende til, at jeg i min måde at arbejde på er blevet inspireret af den del af den “3. bølge” indenfor kognitiv terapi, der kaldes ACT (Acceptance and Commitment Therapy) Indenfor den metode er der især meget fokus på de faktorer i de psykologiske problemer, der kommer til at virke vedligeholdende eller forstærkende på lidelsen. En central antagelse er her, at mange af vores umiddelbare reaktioner på negative tilstande som eksempelvis angst, nemlig at prøve at undgå angsten, faktisk kommer til at forværre tilstanden.
Et andet “hjertebarn” i mit interessefelt er arbejdet med voksne børn af alkoholmisbrugere, fordi en opvækst i et hjem præget af misbrug hyppigt kan give langvarige konsekvenser, der langt ind i voksenlivet kan give besvær i forhold til relationsproblemer, angst, depression m.m.